Foto

Det er herligt at fotografere, uanset om det er professionelt, eller som hobby. I dag, hvor de fleste har en mobiltelefon med et integreret kamera, anvender færre og færre mennesker, de små kompaktkameraer. Nogle ønsker dog billeder i en højere kvalitet, som hverken kompaktkameraer, og da slet ikke telefoner, kan levere. Der er folk i denne gruppe, som investerer i noget udstyr som minder om de professionelle fotografer anvender.

Som så mange andre entusiaster, anvender jeg et spejlreflekskamera. En af mine sønner, har samme passion og vi går ofte på fototur sammen, deler glæden ved de billeder vi tager og hygger os med redigeringen.

Jeg husker overgangen, fra et kompaktkamera til mit første spejlrefleks, som uoverskuelig. Der var ubegribeligt mange ting som kunne gå galt! -Men der åbnede sig også tilsvarende mange muligheder. Muligheder som jeg slet ikke vil undvære i dag.
Det skal siges, at min overgang, foregik i en tid, længe inden at der var noget som hed digitalkamera og alting dermed, var besværligt og dyrt. Sådan er det slet ikke længere, da man kan se resultatet med det samme.

Overvejer du at bevæge dig ud i den verden, så overvej følgende:

Får du slæbt det lidt tunge udstyr med ud på tur?

Er du villig til at bruge den tid det tager at lære at bruge det?

Kan du bruge et billedbehandlingsprogram?

Vil du betale det som det koster?

  • Nu kan det være svært at tage stilling til alle de ting, inden man har prøvet det. Heldigvis kan man tage tingene lidt efter lidt, da spejlreflekskameraer er modulbyggede. Man kan fint starte med en billig model og begynde at samle tingene derfra.
    Men der er alligevel et par ting som man er nødt til at have fokus på. Objektivet skal passe i kameraet. Sædvanligvis, kan man nemt montere et dyrt objektiv på et billigt kamera, vel at mærke, hvis de er af samme fabrikat og serie, eksempelvis Canons EF-S. Man kan godt montere et EF objektiv på et kamera med en EF-S bajonet. -Men ikke omvendt! Man kan heller ikke montere et objektiv fra Canon på et Nikon kamera og heller ikke omvendt. Dermed er man fastlåst i det system man vælger!
    Med den viden i hånden, er valget let, når man skal købe sit første spejlrefleks. Køb et kamera fra Canon eller Nikon! -Man kan måske købe et fint kamera fra en eller anden elektronikgigant, måske endda til meget billige penge. Men man kommer til at ærge sig, når der skal købes flere objektiver til samlingen, helt enkelt fordi at udvalget er meget snævert, hos alle andre end Canon og Nikon.
  • Kommer du så vidt, at du ender med at købe et fint kamera, kan siden om fototeknik, måske hjælpe dig lidt i gang. Teknikkerne finder du på denne side: Fototeknik
  • Har du lyst til at se nogle af mine billeder, er her lidt forskellige gallerier. Fotogallerier

God fornøjelse.